Kategorier
Artikler

Sådan bruger du AI i din jobsøgning

11. marts 2024
af Laura Weber

Du kan effektivt optimere skriveprocessen i din næste ansøgning eller cv som lærer med hjælp fra ChatGPT. Det er dog vigtigt, at du husker at fodre chatbotten med brugbar information og forholder dig kritisk til resultatet, inden du sender ansøgningen afsted.


Det kræver både energi og tid, når du som jobsøgende lærer skal sende fængende, skræddersyede ansøgninger og tilrettede cv’er ud til potentielle arbejdsgivere. En opslidende proces, der hurtigt kan blive uoverskuelig, når du gang på gang skal skille dig ud fra mængden og lade dine kompetencer og personlighed skinne igennem på kreativ vis.

AI eller kunstig intelligens kan være et brugbart værktøj i ansøgningsprocessen og kan effektivt minimere dit tidsforbrug. Den populære chatbot ChatGPT er et oplagt valg, fordi den har mange features til netop jobsøgning. Du kan blandt andet få originale ideer til opsætning, hjælp til omformulering fra stikord til sammenhængende tekst, inspiration til nye vinkler og et friskt syn på relevante kompetencer, som du måske ikke selv havde tænkt på at fremhæve.

Det kræver dog, at værktøjet bliver brugt smart og fodret med dit eget, personlige indhold, før resultatet bliver rigtig godt.

Brug ChatGPT i din jobsøgning

Uanset om du har brug for en digital ghostwriter til din jobansøgning eller gode råd til, hvordan du bedst klarer en jobsamtale, kan ChatGPT være en god hjælp. Når først du har oprettet en gratis profil, er du klar til at bruge værktøjet på den måde, der passer dig bedst.

1. Research
ChatGPT kan være brugbar i den indledende fase, inden du skal skrive din ansøgning. Upload stillingsopslaget og lad robotten liste hvilke værdier og faglige kompetencer, der er vigtige for at kunne varetage stillingen. Resultatet kan give dig et godt skelet at bygge din ansøgning ud fra. 

2. Tekstgenerering
ChatGPT kan skrive et udkast til din ansøgning, hvis du giver den de rette oplysninger. Indsæt stillingsopslaget og dit cv og få robotten til at skrive en ansøgning med fokus på de værdier og faglige kompetencer, du fandt frem til i punkt 1. Du kan også bede chatbotten om at omskrive eksisterende tekst, så det bliver mere humoristisk, skarpt, formelt eller lignende.

3. Hjælp til CV
Har du brug for at få finpudset dit cv, kan du uploade det og stillingsopslaget til ChatGPT og bede chatbotten om at rette cv’et til, så det fremhæver de kompetencer, der passer bedst til arbejdspladsens ønsker.  Sørg dog for at slette eventuelle personfølsomme oplysninger, inden du uploader. Har du brug for hjælp til, hvordan du skriver dit cv, kan du se vores guide her.

4.  Korrekturlæser
Er du usikker på, om sproget i din ansøgning er korrekt, kan du lade ChatGPT læse den igennem for eventuelle grammatiske eller sproglige fejl. Selvom det er en chatbot, er den faktisk overraskende dygtig til det – vi har testet det.

Fusk eller en hjælpende hånd?

Er det så ’snyd’ at bruge en chatbot til dine ansøgninger? Nej, for det er typisk ikke dine evner til at skrive en jobansøgning, der afgør, om du er den mest kvalificerede kandidat til et lærerjob. Det er derimod dine faglige kompetencer, værdier, pædagogiske evner og hvordan du er som kollega.

Måske har du ikke skrevet en ansøgning i mange år og har brug for inspiration. Det kan også være, at du har sendt mange ansøgninger uden held og har brug for friske, digitale øjne på, hvordan du også kunne gøre. Uanset hvad er det helt oplagt at bruge kunstig intelligens som en hjælpende hånd til at fremhæve dine faglige og personlige kompetencer bedst muligt.

Det er dog vigtigt at huske på, at du kun skal bruge chatbottens tekst som et udkast og selv tilføje det personlige touch bagefter, så du sikrer, at modtageren kan fornemme dig. Én af de mest gængse faldgruber ved at bruge AI til jobsøgning er nemlig, at chatbotten skriver ud fra faste skabeloner, og du derfor risikerer ikke at brænde igennem, hvis du ikke sætter dit eget præg på det endelige resultat.

Forbered dig til samtalen med AI

Giver din ansøgning pote, så du bliver kaldt til jobsamtale, kan du også med fordel bruge AI i denne proces. En samtale er ofte forbundet med stor nervøsitet, fordi der er meget på spil, men måske kan en grundig research få styr på sommerfuglene i maven.

Bed ChatGPT lave en liste over de mest stillede spørgsmål til en lærerstilling. Selvom du nok har forberedt svar på spørgsmål som: ’Hvad motiverer dig’, ’Hvordan sikrer du undervisningsdifferentiering’, og ’Hvordan håndterer du udfordrende elever i klasserummet’, kan det være, at du har overset at forberede dig på for eksempel at ’Beskrive en vellykket lektion, du har gennemført og hvorfor’.

Du kan også bede ChatGPT simulere en jobsamtale med dig på skrift og efterfølgende give feedback på dine svar. Upload stillingsopslaget, din ansøgning og dit cv (husk at udelade personfølsomme oplysninger) og lad det være udgangspunktet for en skreven dialog, der måske kan belyse emner eller potentielle misforståelser, du kan nå at forberede dig på, inden du skal ud og lande dit næste job.

Kategorier
Artikler

5 gratis CV-skabeloner til din jobsøgning

25. april 2024
af Laura Weber

Et overskueligt CV har afgørende betydning, når du søger job. Det giver en potentiel kommende arbejdsgiver mulighed for hurtigt at danne sig et indtryk af dig og dine faglige kompetencer. Mangler du inspiration til, hvordan du sætter dit CV op? Her får du 5 gratis CV-skabeloner i Word, som du let kan sætte dit personlige præg på.


I en jobsøgningsproces er det alfaomega, at du på skrift formår at præsentere dig selv og dine kompetencer, så modtageren får et fyldestgørende billede af dig. Det gør du blandt andet med en motiveret ansøgning, men langt vigtigere er dit CV, som giver et overskueligt overblik over tidligere ansættelser, uddannelsesbaggrund, faglige kompetencer og et personligt touch.

For at gøre dit CV så indbydende som muligt, er det vigtigt, at du sætter det op, så det er overskueligt og letlæseligt. Det kan dog være en udfordring, hvis du ikke har erfaring med grafisk opsætning – for hvad virker, og hvordan præsenterer du dig selv bedst muligt?For at gøre din jobsøgningsproces lettere har vi lavet 5 gratis CV-skabeloner, som du frit kan downloade og nemt udfylde med dine personlige oplysninger. Skabelonerne har hvert sit grafiske udtryk, så du kan vælge mellem en helt klassisk opsætning, en mere kreativ, en skræddersyet version til nyuddannede og en skabelon specielt til international jobsøgning.   

Sådan bruger du skabelonerne

Det er meget simpelt at anvende de 5 gratis CV-skabeloner. Du skal bare downloade den skabelon, du ønsker at bruge til din computer, åbne den i Microsoft Word og udfylde de blanke felter. I skabelonen fremgår det tydeligt, om du skal udfylde årstal, uddannelsesinstitution, tidligere arbejdsplads eller andet.  

Ønsker du at rykke rundt på de forskellige sektioner og elementer, kan du uden problemer gøre det og stadig beholde det overskuelige layout. På den måde kan CV’et skræddersys præcist efter dine ønsker.

Når du har udfyldt skabelonen, er det vigtigt, at du gemmer den på dit drev. Husk at navngive filen, så modtageren hurtigt kan se, at det er dit CV, for eksempel ’Ditnavn-CV’. Når du sender CV’et, skal det være i PDF-format, så der ikke kan ændres i det efterfølgende.

Sådan sætter du dit CV bedst op

Dit CV er en oversigt over dine faglige og personlige kompetencer, og det er vigtigt, at det fremstår professionelt og overskueligt. Det giver en potentiel kommende arbejdsgiver mulighed for nemt kan læse om dine tidligere arbejdspladser, uddannelsesbaggrund og kernekompetencer. 

Selvom det kan virke fristende at sætte det op på en alternativ måde i håbet om at skille dig ud fra de andre kandidater, er overskuelighed og læsbarhed afgørende. Det er derfor en god idé at vælge en af de klassiske fonte, som Times New Roman, Calibri eller Arial, når du udfylder skabelonen.

Ønsker du at give CV’et et personligt præg, kan du i stedet eventuelt ændre i farvetonerne eller rykke rundt på elementerne. Husk dog at sikre dig, at indholdet er let at læse, ellers risikerer du, at modtageren går glip af de vigtige informationer. 

Det klassiske CV

Går du efter et klassisk, professionelt udtryk til dit CV, er dette den oplagte skabelon at vælge. Her bliver CV’et præsenteret i et stilrent layout, hvor du nemt kan indsætte profilbillede, tidligere ansættelser, uddannelsesmæssig baggrund og kernekompetencer. Det simple layout sikrer, at dine informationer bliver præsenteret overskueligt og professionelt, så en potentiel kommende arbejdsgiver kan danne sig et indtryk af dig.

Det simple CV

Vil du helst have et helt simpelt, traditionelt CV, der kun består af tekst, er den simple CV-skabelon helt oplagt til dig. Her er ingen visuelle elementer, der forstyrrer øjet, men det er i stedet præget af en traditionel, tekstbåren opsætning uden dikkedarer, hvor du nemt kan skrive dine tekstelementer ind.

CV-skabelonen til den nyuddannede

Er du nyuddannet lærer og står foran at skulle søge dit første job, er dette den perfekte CV-skabelon til dig. Her kan du uddybe både professionelle og personlige kompetencer, ligesom du kan gå i dybden med studiejob, praktikophold og læringer herfra. På den måde undgår du, at dit CV fremstår tomt, selvom din professionelle erfaring måske ikke er så tung.

Det kreative CV

Ønsker du, at din sprudlende personlighed eller dine kreative, faglige kompetencer bare skal lyse ud af dit CV, er det den kreative CV-skabelon, du skal vælge. Her er der rig mulighed til at skille sig ud fra mængden, og det sjove, farvestrålende udtryk er specialdesignet til at fange modtagerens øje – dog uden at gå på kompromis med det vigtige indhold.

CV til international jobsøgning

Der er gode muligheder for at søge spændende lærerjob i udlandet, og du kan finde mange, forskellige stillinger både i de nordiske lande og langt væk fra vores breddegrader. Har du et ønske om at blive lærer i et andet land, er dette den perfekte CV-skabelon til dig. Den er tilpasset internationale standarder, så den opfylder de gældende krav.