
Danmarks Lærerforening søger barselsvikarer til Uddannelsespolitik
Kan du lide at skabe fælles løsninger i samarbejde med andre? Har lærerarbejdet for dig afgørende betydning for elevers dannelse og uddannelse, og ser du folkeskolen som en af de vigtigste samfundsinstitutioner? Så kan en stilling som konsulent i Uddannelsespolitik i Danmarks Lærerforenings sekretariat være noget for dig.
Vi søger to barselsvikarer til afdelingen Uddannelsespolitik. Vi forestiller os det ene vikariat besat af en erfaren konsulent, som kan varetage uddannelsespolitiske opgaver med en relativ høj grad af kompleksitet, herunder koordination af vores samarbejde med Undervisningsministeriet og parterne omkring folkeskolen i partnerskabet ’Sammen om Skolen’. I det andet vikariat har vi brug for en kollega, som har lyst til at varetage både uddannelsespolitiske opgaver og administrative opgaver fx i form af planlægning og afvikling af politiske møder samt i forbindelse med foreningens efteruddannelsesaktiviteter for medlemmer.
Hvem er vi?
Danmarks Lærerforening er landets største fagforening for lærere og undervisere med omkring 80.000 medlemmer og en vidt forgrenet lokal forankring. Uddannelsespolitisk afdeling varetager foreningens interesser på det skole- og uddannelsespolitiske område, både nationalt og internationalt og for medlemmer i og uden for folkeskolen. Vi er rådgivere, formidlere og sagsbehandlere for vores politiske ledelse i de mange dagsordener omkring skole- og uddannelsespolitik.
I afdelingen er vi optagede af at skabe udvikling og forandring i samarbejde med vores lokale kredse, tillidsvalgte, medlemmer og andre nøgleaktører omkring folkeskolen. Vi arbejder for, at vores faglige stemme indgår, hvor der træffes beslutninger af betydning for folkeskolen og for de øvrige arbejdspladser, hvor vores medlemmer er ansat. Vi har et løbende samarbejde med ministerier, politikere, interesseorganisationer m.fl. med henblik på at varetage lærernes interesser blandt andet i partnerskabet ’Sammen om Skolen’.
Vi er 14 medarbejdere i afdelingen. Vi arbejder gennemgående i makkerpar omkring opgaverne. Du vil derfor skulle indgå i tæt samarbejde med kollegerne, og du vil også skulle samarbejde med kolleger på tværs af sekretariatet.
Hvem er du?
- Du har en viden om folkeskolens indhold og rammer, der gør dig i stand til at varetage uddannelsespolitiske interesser for folkeskolelærerne og vores øvrige medlemsgrupper.
- Du har måske erfaring som lærer og/eller som politisk konsulent i en interesseorganisation eller med en anden jobfunktion på det skole- og uddannelsespolitiske område.
- Du evner at formidle komplekst stof på en enkel, kort og præcis måde – både mundtligt og skriftligt.
- Du er grundig i dit arbejde, god til at planlægge og overholde tidsfrister.
- Du er en stærk holdspiller, der har lyst til at indgå i et fagligt og kollegialt fællesskab i afdelingen og på tværs i sekretariatet.
- Du har lyst til at tage aktivt del i det kollegiale fællesskab, både når det handler om det faglige og det sociale.
Vi tilbyder
En skøn arbejdsplads midt i hjertet af København, hvor du befinder dig i et udfordrende, varierende og selvledende arbejdsmiljø med attraktive ansættelsesvilkår. Dine kommende kolleger er kendetegnet ved et stort engagement, der hviler på et fagligt stærkt fundament, og en omgangstone præget af hjælpsomhed, humor og godt humør.
Vilkår
Begge stillinger er tidsbegrænsede og ønskes besat i løbet af efteråret. Den ene snarest muligt og den anden senest 1. november. Ansættelsen er omfattet af overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og konsulentklubben i sekretariatet. Lønindplacering sker jf. overenskomsten efter det kommunale lønsystem ud fra kvalifikationer og erfaring.
I ansættelsen indgår en arbejdsgiverbetalt pensionsordning på 17,3 %. Arbejdstiden er tilrettelagt ud fra 37 timer ugentligt. Vi har 6 ugers ferie og mulighed for optjening af 12 ekstra fridage.
Vil du vide mere?
Er du velkommen til at kontakte uddannelsespolitisk konsulent Thomas Jensen på telefon 2829 0297 eller uddannelsespolitisk chef Mette Rønø på telefon 2116 8743. Send gerne en sms, så ringer vi dig op efterfølgende.
Vi skal modtage din ansøgning og CV senest den 9. august 2025 kl.12.00. Vi forventer at indkalde løbende til samtaler.
Der vil være to samtalerunder, og går du videre fra første runde, vil der indgå en opgave i forbindelse med anden samtale.
Fremtiden starter i skolen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Ansøg her
Del i dit netværk
Danmarks Lærerforening
Vandkunsten 12,
1467 Indre By, Danmark
LJA-3839
Øvrige Job
09-08-2025 11:16
Tilbage til søgning