Ny søgning
Region
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Annonce
Hanstholm Friskole – Hawkantsbørn, søger matematiklærer

Vi søger en engageret, kompetent og hjertevarm lærer, der ønsker at blive en del af vores faglige og sociale fællesskab. Hos os vil du samarbejde med både kolleger og børnenes forældre om børnenes dannelse, læring og trivsel.

Vi har øje for hvert enkelt barns trivsel og deltagelsesmuligheder i fællesskabet og er optagede af læring og ikke præstation. Det er vigtigt for os, at du med en anerkendende tilgang skaber positive relationer og kan vække børnenes nysgerrighed og motivation.

Vi ønsker en lærer, der kan tage selvstændigt ansvar for differentieret undervisning og klasselæreropgaver og som vil indgå i et tæt samarbejde om to-lærerundervisning. Vi søger en kollega med linjefag i matematik og gerne naturfag. Derudover er vi åbne overfor, hvilke undervisningsfag og andre kompetencer, du kommer med.

Hanstholm Friskole udgør sammen med vores naturvuggestue, naturbørnehave og SFO fællesskabet Hawkantsbørn. Vi bygger på grundtvig-koldske værdier, som vi hver dag omsætter i en nutidig pædagogisk praksis. Vi har mange gode traditioner, som vi er glade for. Eksempelvis vores daglige morgensamling med fællessang, fadervor og fortælling. Vi bor i de hvide huse i Hanstholm, tæt på havet, skoven og nationalparkens klithede.

Vi gør vores bedste for at tage godt mod nye kolleger. Hvis du er nyuddannet vil du få tilbud om reduceret timetal og en mentor. Du kommer, som vores nye kollega, til at indgå i et fællesskab med dedikerede, dygtige og omsorgsfulde kolleger, som er optagede af at gøre en forskel for alle børn. Et fællesskab som inviterer til, at du udfolder din faglighed og dine kreative ideer.

Ansættelse ønskes fra 1. august 2025.

Vi holder løbende ansættelsessamtaler og indhenter referencer og børneattest, efter aftale med ansøgere. Løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.

Har du spørgsmål eller ønsker du at besøge skolen, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Søren Ladegaard Jensen på telefon 44 14 11 43 – send gerne en sms, hvis du vil ringes op.

Upload venligst din ansøgning, CV og referencer i en samlet fil via webdrop.





Ansøg her





Tilbage til søgning

Annonce