
Stjernelærer med stærke pædagogiske kompetencer til to-voksentimer og holddeling
Nu kan DU skyde det nye år ind med et BRAG af en mulighed for at blive stjernelærer på Lyngholmskolen i Farum. Vi søger med en stjernekikkert efter dig, der vil være med til at skabe stærke fællesskaber og motiverende læringsforløb med deltagelsesmuligheder for alle elever - både fagligt og socialt.
I din funktion vil du blive tilknyttet som ekstra lærer i en af vores børnehaveklasser, hvor du vil indgå i undervisningen sammen med børnehaveklasselederen. Vi arbejder også med holddeling, valgfag og andre lærings- og trivselsforløb på tværs af børnehaveklasserne og 1. årgang, så du skal også være motiveret for at indgå i andre læringskontekster end klassen.
Vi forestiller os, at du skal følge klassen i flere år - muligvis fra 0.-5. klasse - så vi kan få skabt en god og kontinuerlig ramme omkring eleverne, som kan understøtte et trygt fællesskab, der kan blive grobund for både social og faglig læring. Børnehaveklasselederen følger klassen til og med 1. klasse, så I vil få et tæt samarbejde i de kommende halvandet år, hvor det også vil være en fælles opgave at understøtte elevernes udvikling gennem et tæt og konstruktivt samarbejde med forældrene.
En skole, som eleverne (og de voksne!) ikke vil hjem fra
På Lyngholmskolen er vi sammen om at medskabe en god skole for alle vores elever, hvor god stemning, variation og understøttende rammer i læringsmiljøet skal få udfordringer til at smelte væk og læringsglæde til at blomstre.
Du vil som lærer hos os blive medtilrettelægger af nogle sjove og spændende skoledage, og du vil opleve, at vi som skole har et stort fokus på legende, eksperimenterende tilgange til læring og kreative og motiverende læringsprocesser. Kort sagt har vi en ambition om at skabe en varieret skoledag, hvor alle elever skal opleve at trives og lykkes i små og store fællesskaber, hvor deres kompetencer og styrker sættes i spil, så de udvikler selvtillid og selvværd.
Skal vi lege?
Vi har de seneste tre år været en del af skoleudviklingsprogrammet ”Play@Heart” under Playful Learning, der er finansieret af LEGO-fonden. I de kommende to og et halvt år er vi en del af et nyt Playful Learning-projekt, ”Jeg vil gerne være med”, hvor vi fortsat skal fordybe os i legens potentialer for læring og deltagelsesmuligheder for alle - men med særligt fokus på de elever, der kan være udfordrede i folkeskolens rammer. Vi skal også udvikle vores læringsmiljøer, så der skabes bedre plads til elever med forskellige behov i deres faglige, personlige og sociale læring.
Den børnehaveklasseleder, som du vil få et tæt samarbejde med i hverdagen, er en del af vores kapacitetsteam i ”Jeg vil gerne være med”-projektet, så I vil komme til at fordybe jer i den legende og eksperimenterende tilgang til læring i samarbejde med de konsulenter fra Københavns Professionshøjskole, som vi sparrer og udvikler praksis sammen med. Det er sjovt, spændende og lærerigt!
Dine kompetencer
Det er ikke et krav, at du har en ph.d. i raketvidenskab, men du skal være uddannet lærer og have stærke pædagogiske kompetencer.
Opgaven kalder særligt på, at du kan arbejde med at udvikle eleverne socialt og personligt, så de lærer de kompetencer og mestringsstrategier, der bliver vigtige for at kunne regulere sig og bidrage ind i og være en del af et stærkt og trygt fællesskab. Når eleverne oplever, at de trives og er trygge i fællesskabet, så har de også de bedste forudsætninger for at lære.
Derudover har vi også et stort fokus på elevernes sproglige udvikling, da flere har behov for en særlig eller fokuseret indsats.
Du skal have viden om og gerne erfaring med, hvordan man I tæt samarbejde med kollegaer udvikler sin fælles praksis; både når man er sammen i klassen, men også i den forberedelse og refleksion, der ligger rundt om.
Det er afgørende, at du kan skabe stærke relationer til eleverne og mellem eleverne, og at du formår at være nysgerrig på deres oplevelser i skolen og kan inddrage deres perspektiver i dit arbejde. Det kræver, at du er god til at kortlægge elevernes behov og forudsætninger, og at du kan være med til at udtænke og søsætte kravtilpassede tiltag i læringsmiljøerne og fællesskaberne med udgangspunkt deri.
Organisering og samarbejde
Hvis vi skal lykkes bedst muligt med alle vores elever, er det vigtigt, at vi arbejder samstemt omkring at styrke deres læring og trivsel, og at vi komplementerer hinanden med vores forskellige kompetencer i praksis.
På Lyngholmskolen er vi derfor organiseret i professionelle læringsfællesskaber, hvor vi reflekterer over og udvikler praksis sammen.
I din funktion vil du blive en del af vores indskolingsteam i Miniuniverset (0.-1. årgang). Teamet har et ugentligt møde på halvanden time i undervisningstiden.
Derudover vil du have fælles forberedelsestid med dine nærmeste kollegaer, hvor I er sammen om at planlægge og reflektere over de pædagogiske indsatser og læringsforløb I arbejder med. Du vil også have individuel forberedelsestid, som du kan tilrettelægge fleksibelt.
Vores sociale liv på skolen
På Lyngholmskolen har vi et stærkt kollegialt fællesskab. Udover at være professionelle sammen, så har vi det også sjovt og hyggeligt i hinandens selskab. Vores personalerum er altid fyldt med dejlige og imødekommende kollegaer - både pædagoger, lærere, ledelse og andre medarbejdere. I løbet af året er der mulighed for at deltage i en række sociale arrangementer med forskelligt indhold, som styrker fællesskabet på tværs af hele skolen.
Om skolen
Lyngholmskolen er en veletableret, attraktiv folkeskole i Farum med 540 elever og 75 lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger. Skolen er det positive tilvalg for de fleste forældre i distriktet, og vores elever er den fantastiske sum af de forskelle og fællestræk, der karakteriserer Farum. Vi er også Furesø Kommunes læse- og sprogtilbud for elever med læseudfordringer fra 6. til 9. årgang, og så har vi Lyngholmskolens gruppeordning, der er en selvstændig afdeling for elever med socioemotionelle vanskeligheder. Vores fritidstilbud er velfungerende og stærkt integreret i skolens dagligdag.
Send os en ansøgning
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst med tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest muligt.
Hvis du mener, at du er den stjernelærer, vi spejder efter, og du gerne vil være en del af vores fællesskab, så affyr din ansøgning om 5, 4, 3, 2, 1...
Hvis du ringer og forstyrrer os, fordi du har spørgsmål og er nysgerrig efter at vide mere, så skal du ikke APOLLOgize. Ring til afdelingsleder og souschef, Mike Friis Østergaard, på 72164082, eller skriv på mail mfo4@furesoe.dk.
Ansøgningsfristen er mandag d. 24/11 kl. 23.59.
Vi afholder ansættelsessamtaler torsdag d. 27/11 fra kl. 12.
Venlig hilsen
Alle os fra Lyngholm
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.
Ansøg her
Del i dit netværk
Lyngholmskolen
29188327
Hvilebækgårdsvej 1
3520 Farum
LJA-5068
Børnehaveklassen,Dansk,Lærer
24-11-2025
Tilbage til søgning




