Har du en naturfaglig lærerprofil med matematik som linjefag? Kan du skabe tydelige rammer og holde strukturen? Er du anerkendende og inkluderende? Har du lyst til at prøve kræfter på en velfungerende dagbehandlingsskole, hvor det enkelte barns faglige udvikling og behandling løftes i mindre tværfaglige teams? Så har vi et ledigt lærervikariat, 37 timer om ugen i vores afgangsklasse fra 1. april 2021 til 31. marts 2022.
Solbakken
Solbakken er en skole- og dagbehandlingsinstitution med to afdelinger. De yngste elever er tilknyttet afdelingen i Valby-Vesterbro, mens de ældste elever på mellemtrin og udskoling går i skole på vores afdeling i Emdrup.
Du vil sammen med et tværfagligt team have ansvaret for en gruppe elever i 8.-9. kl. på vores afdeling i Emdrup. I Emdrup er der tre grupper med ca. 10 elever i hver.
I behandlingsarbejdet på Solbakken tager vi udgangspunkt i et helhedssyn, hvor fokus ligger på den enkelte elevs personlige udvikling, sociale kompetencer, skolegang og trivsel i familien. Vi lægger vægt på at skabe et trygt, forudsigeligt og struktureret miljø for at skabe de bedst mulige rammer for den enkelte. Vi arbejder ud fra miljøterapeutiske principper, mentalisering, feedback m.m., og vi er pt. i gang med et spændende uddannelsesforløb i samarbejde med Københavns Professionshøjskole.
Målgruppe
Solbakkens målgruppe er børn og unge i aldersgruppen 6-16 år, som:
- kognitivt befinder sig på et niveau inden for eller tæt på normalområdet
- har sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, der bl.a. kan vise sig ved skolevægring, indesluttethed, moderat udadreagerende adfærd og store udfordringer med at fungere i fællesskaber
- er psykisk udfordrede, hvilket blandt andet kan vise sig ved angst, depressive symptomer, følelsesmæssige udsving og selvværdsproblemer
- kan være diagnosticeret med fx ADHD, ADD, OCD, Tourettes syndrom, tilknytningsforstyrrelse, angst eller forstyrrelser inden for autismespektret
- har behov for et intensivt, fleksibelt og individuelt tilrettelagt socialpædagogisk behandlingstilbud samt vidtgående specialundervisning
Vi søger en ny kollega, som - er uddannet matematiklærer, og som kan varetage undervisningen og føre til eksamen i udskolingen i de naturfaglige fag
- tænker undervisning ind i en kreativ kontekst, hvor læring også forstås i samspil med sansning og bevægelse
- ser muligheder frem for begrænsninger i forhold til den enkelte elevs læring og udvikling
- kan favne eleverne i et anerkendende, inkluderende og vidtgående specialundervisningsmiljø
- er en stærk formidler både skriftligt og mundtlig – og har let ved at arbejde i it-systemer og digitale læringsplatforme og har øje for vigtigheden i dokumentation
- har lyst og overskud til at yde en særlig indsats for en udsat og sårbar målgruppe
Vi tilbyder: - et meningsfuldt arbejde, hvor du hver dag sætter dit præg på børnenes trivsel
- et stærkt arbejdsfællesskab med dine kollegaer, som foruden lærere og pædagoger består af socialrådgivere, psykologer og ledelse
- en uhøjtidelig omgangstone og masser af humor
- løbende supervision, både individuelt og i teams
- Københavns Kommunes lokalaftale om fleksibel arbejdstid
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og principperne om Ny Løn. Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer om ugen i en begrænset periode 1. april 2021 til 31. marts 2022. Arbejdsadressen er Emdrupvej, 2400 København NV.
I forbindelse med ansættelse indhentes udvidet straffeattest, børneattest og referencer.
Yderligere oplysninger Henvendelse kan ske til skoleafdelingsleder Ulrik H. Hansen på 2422 5909 eller institutionsleder Helle Eggers Poulsen 2036 2240.
Søg via nedenstående link senest onsdag den 27. januar 2021 Ansættelsessamtaler afholdes den 11. februar 2021.
Center for Socialpædagogik og Psykiatri Solbakken er en del af Center for Socialpædagogik og Psykiatri (CSP), som udover Solbakken består af en anden dagbehandlingsinstitution og fire døgninstitutioner samt to forebyggende tilbud: ROBUS som er et ambulant tilbud til børn og unge med spiseforstyrrelser og Brobyggerne, der tilbyder specialiserede hjemmebaserede indsatser og kontaktpersonsforløb til børn, unge og familier med psykiatrifaglige vanskeligheder. Centret tilbyder individuelt tilrettelagte fleksible forløb på de enkelte institutioner eller som et samarbejde mellem flere institutioner eller tilbud.
Læs mere om Solbakken og CSP her:
www.csp.kk.dk.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på lærerjob.dk