Ankestyrelsen er til for borgernes retssikkerhed. Den styrker vi
blandt andet gennem målrettede indsatser, der skal hjælpe kommuner med
flere med at behandle borgernes sager korrekt og ensartet. En del af de
indsatser indebærer forskellige lærings- og undervisningstilbud om
korrekt lovfortolkning og sagsbehandling på en række centrale
velfærdsområder. Tilbud, der skal sikre, at borgerne får den rigtige
afgørelse allerede i første instans. Og her kan du nu få en vigtig
rolle.
Din rolle hos os
Som vores nye kollega, bliver du en del af holdet i Center for Læring
og Analyse. Her vil du komme til at arbejde tæt sammen med vores
ansvarlige konsulent for digital formidling samt chefer og
sagsbehandlere i vores juridiske fagkontorer. Dine arbejdsopgaver vil
blandt andet være at sørge for den tekniske gennemførsel af en række
forskellige digitale undervisnings- og øvrige læringsforløb, hvilket
dækker over blandt andet e-læringsforløb og andre virtuelle
formidlingsaktiviteter med mere.
Derudover skal du bruge dine læringskompetencer til at understøtte
kvaliteten i det enkelte lærings- og undervisningstilbud, som vi
tilbyder kommuner og andre førsteinstanser. Blandt andet skal du
undervise og coache vores juridiske sagsbehandlere i forhold til udvikle
deres konkrete undervisningsprodukter, generelle
undervisningskompetencer og brug af digitale undervisningsplatforme.
Udover spændende opgaver, tilbyder vi:
- rig mulighed for at præge udviklingen af Ankestyrelsens undervisnings- og læringstilbud
- et job i en stor organisation med en uformel og fleksibel arbejdsform
- gode muligheder for personlig og faglig udvikling i jobbet
Vi har brug for, at du
- er en dygtig formidler både skriftligt og mundtligt, og har flair for at få andre til at kommunikere fagligt kompliceret stof
- har it-teknisk indsigt og forståelse for e-læring og e-læringsværktøjer
- er visionær og idérig og har dokumenteret læring- og undervisningserfaring
- kan arbejde selvstændigt og struktureret
- har lyst til og evt. konkret erfaring med projektledelse.
Vi forventer også, at du har en relevant uddannelse, eller
erhvervserfaring kombineret med relevant kompetencegivende
efteruddannelse. Din uddannelse kan f.eks. være en
kommunikationsuddannelse, en professionsbachelor som lærer kombineret
med IT-indsigt, en bachelor fra IT-universitetet kombineret med en
relevant læringsmæssig indsigt eller lignende.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med juridisk formidling.
Endelig ville det være helt i top, hvis du også er
- positivt indstillet med godt humør, og du har en konstruktiv tilgang til opgaven og samarbejdspartnere
- serviceminded og trives med at have direkte kontakt med vores mange samarbejdspartnere – både internt og eksternt
- god til at indgå relationer med andre mennesker uanset deres stilling og profession.
Det prøver vi i hvert fald selv at være.
Det praktiske
Ankestyrelsen har adresser i København og
Aalborg. Som vores nye kollega i Center for Læring og Analyse vil din
arbejdsplads være på Teglholmsgade 3 i København.
Dit ansættelsesområde vil være Social- og Ældreministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Du bliver ansat efter gældende
overenskomst. Er du akademiker, vil du blive tilbudt ansættelse som
fuldmægtig eller konsulent afhængigt af dine kvalifikationer og
erfaring.
Vi ser gerne, at du kan starte den 1. august 2022 eller snarest muligt efter nærmere aftale.
Vil du vide mere
Kontakt ankechef, Henrik Horster, på
telefon 22 82 31 50, hvis du har spørgsmål. Du kan også læse om
Ankestyrelsen, vores sagsområder og strategi på www.ast.dk.
Vil du være vores kollega?
Så glæder vi os til at modtage din ansøgning med CV, eksamensbevis og øvrige relevante dokumenter senest onsdag den 24. maj 2022. Vi forventer at holde samtaler i uge 23.
Vi opfatter mangfoldighed i
medarbejdergruppen som en styrke. Derfor opfordrer vi alle interesserede
uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til
at søge vores stillinger.
Ankestyrelsen er en uafhængig
styrelse under Social- og Ældreministeriet og klageinstans på social-,
børne-, beskæftigelses- og arbejdsskadeområdet. Ankestyrelsen har til
huse i både Aalborg og København. Styrelsen har mere end 500
medarbejdere og afgør cirka 55.000 sager årligt. Derudover laver vi
analyser, tilsyn, vejledning og undervisning. Vi går op i høj kvalitet i
opgaveløsningen, kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform.