Så har vi 2 ledige stillinger på vores skole, hvor du vil møde en fantastisk medarbejdergruppe og højt fagligt engagement.
Om skolen og stillingerne
Holmeagerskolen er beliggende ved Greve station, midt i Greve Kommune. Skolen danner til daglig ramme for ca. 750 børn fra 0. – 9. klasse.
Holmeagerskolen er en 3-sporet skole, hvor af et af sporene inkluderer vores co-teaching klasse. Vi udvider pt. vores tilbud for co-teaching, så derfor har vi 2 stillinger til besættelse pr. 1/4 2023. Co-teaching klasserne er for børn med AutismeSpektrumForstyrrelser (ASF) og lignende behov for støtte, som visiteres til skolens A-spor. Her deltager de i undervisningen på lige fod med de øvrige elever, men med en ekstra ressourceperson (co-teacher) i undervisningstiden. Vi tilbyder i forbindelse med udvidelsen af vores tilbud:
Stilling som co-teacher med pædagoguddannelse til co-teaching forløb fra 0. - 4. klasse
Stilling som co-teacher med læreruddannelse til co-teaching forløb fra 4. - 9. klasse.
Din primære opgave vil være knyttet til co-teaching klassen og dermed følger også opgaver som forældresamarbejde, udarbejdelse af handleplaner, revisitationer, samarbejde og sparring med PPR. Som pædagog kan du ligeledes forvente at have mindre opgaver knyttet til fritidstilbuddet for de visiterede børn.
Vi kan tilbyde en spændende hverdag på en velfungerende skole med høj faglighed og stort engagement blandt lærere, elever og forældre; hvor der er fokus på et godt arbejdsmiljø med fokus på tillid, glæde og udvikling; hvor der er fleksibilitet i din arbejdstid, mange kan og få skal opgaver og kort afstand fra idé til handling - og med faglig sparring med både kollegaer og ledelse på daglig basis, hvis behovet er der.
Det søger vi - en pædagog og en lærer med specialpædagogisk erfaring til fast stilling.
Vi søger dels en pædagoguddannet og en læreruddannet kollega, begge med specialpædagogisk erfaring og kompetencer - gerne fra ASF som målgruppe. Du skal indgå i et tæt samarbejde med klassens øvrige lærere; dels som sparring med fokus på specialpædagogikken, støtte i undervisningen, men også ind imellem som underviser i klassen. Vi forventer, at du har lyst til at følge co-teaching klassen gennem hele det planlagte forløb, hvor skiftet sker midt 4. klasse. Vi forventer derfor, at dine kompetencer matcher aldersgruppen.
Vores primære interesse er din erfaring med specialpædagogiske indsatser og støtte - og meget gerne i samarbejdet med andre. Så har du en rygsæk med anderledes tilgange, specialpædagogisk viden og skæve ideer til at krydre hverdagen med, så er dette nok stillingen for dig.
Vi søger ny kollega, som er:
- struktureret, men fleksibel i sin tilgang.
- engagereret og seriøs ift sit arbejde, men også har let til smil og har humoren med sig i dagligdagen.
- team- og samarbejdsorienteret, men også selvstændigt kan varetage opgaver.
- sikker og tydelige i sin kommunikation med forældre og kolleger - både mundtligt og skriftligt.
- fagligt velfunderet - og med et brændende hjerte for specialpædagogikken.
Løn og praktiske oplysninger
Du er velkommen til at kontakte skoleleder Leon Mitchell 4397 3435 eller viceskoleleder Rikke B. Knigge 4397 9039 for at høre nærmere om stillingen. Du har også mulighed for at gå ind på www.holmeagerskolen.aula.dk eller www.greve.dk og få flere informationer om kommunen og vores personalepolitik.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der indhentes børneattest ved ansættelse.
Ansøgningsfrist den 2. februar 2023 - Vi afholder samtaler i den følgende uge på Holmeagerskolens kontor. Ansættelse pr. 1. april 2023